I børnehaven er der ansat 2 pædagoger, en pædagogmedhjælper og så er der børnehave lederen og rengøringsdamen.
Som pædagog i tunesien er der 2 måder at uddanne sig på, enten kan man tage 6 måneders praktik i en børnehave, hvor man bliver kontrolleret fra staten af, under ens oplæring hos en universitetsuddannet pædagog. Efter de 6 måneder bliver man så evalueret til om man har lært og er egnet eller om praktikperioden skal forlænges før man er godkendt. Denne form af uddannelsen er ikke lige så vel anset, og lønnen er mindre, og man har kun mulighed for at arbejde i private børnehaver, ikke de statsejede.
Tager man derimod uddannelsen ved at læse på proffesionshøjskole i 3 år, får man mulighed for at arbejde hos staten hvor lønnen er højere, man kan derudover åbne sin egen børnehave og man nyder en højere prestige.
Personale gruppen er meget herakisk opdelt, lederen bestemmer ALT, og har det sidste ord. Bliver man rådført er det muligt at komme med ideer, men i sidste ende er det lederens ord og mening som gælder.
Pædagogernes rolle er mere lærer agtig hvis man skal sammenligne med i danmark, de laver lærings planer som skal være dag til dag baseret og skrives aftenen før, der skal udførligt forklares hvilke ting børnene skal lave, hvad målet er med det, og hvilket udbytte de skal have og efter dagen og opgaverne er endt skal der skrives en evaluering. Men ellers er pædagogen hende som tager sig af børnene krammer og kysser, skælder ud og vejleder.
Rengøringsdamen har tjansen med at skifte bleer, vaske børnene ved toilet besøg. Det er desuden hende som tører borde af, fejer, og vasker gulv efter børnene har spist mad.
Jeg tænker at pædagoger i tunesien nyder en højere respekt end i danmark - hvad angår deres arbejde, da arbejdet rent faktisk synes at være baseret på deres faglige og didaktiske viden og ikke går op i ble skift.
Dog synes jeg der mangler en kærlig pædagogisk vinkel på kontakten mellem pædagogen og barnet.
Didaktiske overvejelser:
Der arbejdes meget målrettet med at få børnene skole klar, hverdagen er derfor meget diciplineret.
Børnene tilbringer størstedelen af dagen sidende på stolen, enten at skrive opgaver eller at synge rim og remser. Får de lov til at lege er det med store legoklodser ovenpå bordet.
Der er ikke megen plads til fri leg og brug af fantasi, selv når børnene skal tegne, gøres det på et fortrykt papir og med farve valg efter pædagogens tegning. Dette skyldes at børnene SKAL kunne tegne indenfor stregerne, udfylde hele papiret uden "blanke huller", de skal kunne tegne i samme retning, samt få kendskab til tingenes rette farver og størelses forhold.
fx. skyen er hvid og oppe på himlen, huset er større end far og døren skal sidde i midten og vinduerne ved siden af, træet er højere end huset, og græsset er grønt og nede på jorden...
Altså skal tegningen være æstetisk og realistisk.
udover tegning arbejdes der med bogstaver og tal som børnene skal lære at skrive, men ikke sige - de skal altså ikke vide hvad de skriver. Dette skyldes at det lovmæssigt IKKE er børnehavens opgave at lære børnene alfabet og tal, men derimod skal de vente til de startet i børnehaveklasse.
Men da det er en privat børnehave og der derfor er konkurrence om klienterne, og forældrene KUN ønsker deres børn skal lære og lære og lære, og helst ikke lege eller blive snavsede, så arbejdes der meget med læring.
Sidst men ikke mindst lærer børnene en masse rim og remser uden ad, dette gøres for at styrke deres sprog samt deres hukommelse, da børnene skal videre i skole systemet. I tunesien bruger man ikke noter og lommeregner ved eksaminer, det hele skal læres uden ad og huskes på rygraden for at man består folkeskole, studentereksamen, universitet osv.
Så egentlig (selvom det er trist) gør børnehaven børnene en tjeneste ved at disciplinere dem så tidligt, i og med de vil få en nemmere skole gang uden at gå om for mange gange og uden for mange tæv.
Det er et samfund hvor man skal indordne sig, det er meget hierakisk og autoritetstro - hvor man skal passe ind i mængden og ikke være for excentrisk eller intiativrig.
Læringsmiljøet:
læringen foregår gennem "tavle undervisning" man sidder stille hører og ser hvad pædagogen viser og gentager.
Relationer:
Relationen skal være børnene i mellem, samt mellem barn og redskaberne/legetøjet. Kun som gruppe skal de have en relation til pædagogen dvs ikke som enkelt individ. Dette skyldes at det menes pædagogen ikke er den "anden" mor til barnet, men skal være den som underviser og udvikler barnet. Og barnets læring sker gennem kontakten og relationen med de andre børn, gennem leg og sprog med nogle i samme øjenhøjde så at sige. Har det enkelte barn en tæt relation til pædagogen, vil det ødelægge sammenholdet til de andre børn idet barnet så vil opsøge og være sammen med pædagogen istedet for sammen emd de andre børn og legetøjet.
Man skal dog som pædagog heller ikke være fuldstændig kold, for der gives kram og slik en gang imellem til børnene for at de skal vide man holder af dem.
Ligepræcis emnet relationer, er der hvor jeg ser det største skæl mellem det at være pædagog i tunesien og pædagog i danmark. For man har jo hele tiden i baghovedet og med i bagagen at læring sker gennem den gode relation mellem pædagogen og barnet. Og et lille barn som er startet i børnehave og savner mor og far har brug for noget tryghed og omsorg fra en anden voksen.
Så dette er nok det der har gjort størst indtryk på mig i og med det farver hele måden at være med barnet på.
Fx. er der ingen indkørsel barnet kommer og bliver kastet lige ud i det, og forældrene kommer ikke med ind når barnet skal afleveres men aflevere ved hoveddøren og så går barnet alene ind i børnehaven hvor pædagogen tager imod.
Hverdagen:
Jeg arbejde inde på gul stue. herinde ser hverdagen således ud. Børnene ankommer mellem 8 og 11. Tv'et er tændt ved børnenes ankomst dvs ved 8-8.30 tiden hvor størstedelen af børnene møder ind. der arbejdes med papir og projekter, og leges med lego ved 9 tiden er det "lumja" tid. børnene får deres mellemmåltid som de har med hjemmefra - det er juice, yoghurt, kiks, chokolade, slik, kager o.lign.
Efter de har spist tager hvert barn sin stol og sætter sig hen til væggen og sidder stille og venter til pædagogen er færdig med at made de mindre børn og at "rengøringsdamen" har vasket borde og gulve af.
Herefter synges der lidt eller der gås videre til opgaver og lego. 11.30-14.00 er der frokost pause.
i tunesien har man frokost pausen hjemme dvs, fra 11.30 til 14.00 er nærmest hele samfundet hjemme og holde pause, mange af børnene bliver derfor hentet hjem og senere afleveret igen, og har derfor et afbræk fra børnehaven midt på dagen.
De børn som ikke bliver hentet har selv varm mad med, (man spiser varm mad til frokost i tunesien). De små af børnene som har brug for at sove bliver lagt ind i de to senge som børnehaven har.
14.00 begynder børnene igen at ankomme til børnehaven - tv'et er derfor igen tændt. og børnene sidder på stolen op af væggen og ser på - det er en børnesange kanal. Klokken ca 15 er der igen "lumja" bestående af samme målitdstype som før nævnt. Der arbejdes nu igen med opgaver eller leges med lego. indtil børnene bliver hentet ved 17-18 tiden.
samme hverdag gentager sig hele ugen lørdag med, da man i tunesien kun har fri søndag.
Mine overvejelser:
- At der slet ikke er legetøj på stuerne, biler, dukker, dyr, legehuse, perler, modellervoks osv... der er heller ikke blankt papir til bare at tegne hvad man har lyst til...Der bliver ikke læst historier op for børnene, og man kommer eller ikke meget ud idet man er bange for at børnene skal blive syge.
- I og med der ikke knyttes tætte relationer pædagog og barn imellem er der heller ikke meget anerkendende pædagogik - og børnenes respekt samt lydighed opnås ved hån og frygt. dette resultere i at børnenes relation heller ikke kan bevares som god, i det de så stikker hinanden for at undgå den negative opmærksomhed rammer dem selv.
